Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Forside

Et liv i det fri kan forme sig på mange måder.


Kajak-starten

Ny epoke

_______________________________________________________________________

Kajak

Vi har altid syntes, at kajakken er et meget elegant og hurtigt fartøj, og så kan kajakken tilsyneladende sejles overalt. Ungerne er ved at blive store. En dag er vi kun de to gamle tilbage. To kajakker fremfor en kano lyder besnærende. Bare tanken om at ro i kajak en sen aftenstime eller en tidlig morgenstund.

Nu har vi så overstået den første uddannelsesweekend i kunsten at ro kajak. Det var ikke så let, som vi bildte os ind. Den første time ventede man bare på det uundgåelige. Kæntringen. Den kom ikke i første omgang. En kæntring var indlagt i programmet. Vandet var ikke specielt varmt (14 grader). Vi skulle i vandet for at vise, at vi kunne entre kajakken efter kæntring. Nanna og jeg valgte at tage dem i et hug. Det gik relativt fint selv om det faktisk var en kold omgang. Nanna havde bare lidt besvær med at komme ud af kajakken under vandet. Det var ikke så sjovt. På vej tilbage til kajakklubben snuppede Nanna en ufrivillig dukkert. Kajakken tippede rundt.

Den følgende dag var vinden meget kraftig og en hver tanke om at komme ud af havnen var udelukket. Vi trænede i havnen. Det var også hårdt nok. I flere af kanalerne var bølgegangen kraftig. Jeg kæntrede under en træning i  at trække kajakken sidelæns. Når jeg nu alligevel var våd, kunne jeg ligeså godt træne entring af kano uden hjælp. Det gik slet ikke.

Ellers gik træningen fint. Jeg gik efter de høje bølger for at få lidt udfordring. På vej tilbage til kajakklubben skulle vi passere havne indløbet. Bølgerne var kraftige. Helt uventet kæntrede jeg i min kajak. De andre havde nok at gøre med at holde balancen, så en styrede uforskyldt lige ind i mig. En instruktør kom til. Enhver tanke om at kravle i kajakken igen var udelukket. Jeg blev trukket mellem min tomme kajak og hjælperens ind, hvor jeg kunne bunde. En meget træls oplevelse.

Det viste sig senere at den kæntring satte sig nærmest traumatiske spor.

Næste gang jeg satte mig i en kajak, var jeg sikker på, at jeg ville kæntre. Enhver bevægelse sideværts var i mit sind starten på kæntringen. Jeg var fuldstændig stiv af skræk. Den aften roede jeg 11 km med konstant angstens sved perlende ned over panden. Jeg ventede kun på kæntringen. Alle andre roede bare. Instruktøren Henrik passede på mig, og Nanna som bare roede holdt sig i nærheden.

Vi indstillede pedalerne flere gange uden det optimale resultat. Sandheden er nok, at jeg ikke kan før, jeg kan slappe af. Jeg kom i land uden at kæntre (for første gang). Alligevel var det en traumatisk oplevelse. Havde det ikke været for Nanna, droppede jeg nok projektet. Der var også den store strandskade, jeg så på turen. Jeg så ikke meget i min skræk, men den strandskade som fortærrede sin lille fisk tæt på min kajak, gjorde indtryk. Der var også den måge som gentagne gange styrtdykkede for at fange et eller andet så vandet stod op i store sprøjt. Jeg skal uanset skræk lære det.

Nu får vi at se.........   

Fortsættes....

Nu havde jeg to negative oplevelser at tænke på. Nanna mente på en måde, "at det var god til mig". Det var godt en gang i mellem at opleve, at livet ikke kun var succesoplevelser.

Da jeg skulle overnatte flere nætter i Kastrup som udsendt censor, lånte jeg en masse bøger om kajak. Jeg ville forstå, hvad der gik galt. Efter at have læst bøgerne, var jeg egentlig ikke blevet meget klogere, men jeg begyndte alligevel at forestille mig kajaksejlads som en nydelse i modsætning til min angst. Jeg blev også overbevist om at kajakken skulle være en del af ens krop. Fødder, knæ, lår og bagdelen skulle være i tæt kontakt med kajakken. Hoften skulle tillade kajakken i at følge bølgebevægelserne samtidig med at kroppen kunne kontrollere kajakken.
Jeg havde haft lidt problemer med skarpe sving på motorcyklen. De problemer forsvandt, da jeg lærte at se frem mod målet i stedet for at focusere på problemet. I den sidste kajaktur var mine øjen fastlåste på stævnen og enhver bevægelse udløste angst. Nu skulle der kigges fremad mod et eller andet.

Efter mange overspringshandlinger gik det op for mig, at skulle jeg nogen sinde sejle kajak, skulle vi ud nu. Jeg skar igennem en bragende varm formiddag med let vind fra nordvest. Strategien var lagt. Udover ovennævnte ville jeg prøve alle øvelserne fra kurset i havnen. Jeg havde jo ingen problemer i løbet af kurset. 

Nanna og jeg var (heldigvis) helt alene ved roklubben. Jeg prøvede at indstille pedalerne med kajakken på jorden. Da vi skulle stige ned i kajakken fra broen, insisterede jeg på at gøre det uden hjælp men med mulighed for, at Nanna kunne hjælpe. Jeg storsvedte af angst og varme. Nanna fortalte bagefter, at jeg også sagde en masse vrøvl. Jeg kom i og hjalp Nanna i ved at holde hendes kajak fra min.

Så var det ellers ud at teste de gamle øvelser. Det gik forbløffende godt. Succesoplevelse! Så skulle vi på tur. Det gik godt ud af havnen og hen langs kysten mod fjerne horisonter (Resen campingplads). Jeg kunne snakke med Nanna og se over mod hende. Det havde slet ikke gået gangen før. Vi nåede målet og vendte om. Nu begyndte problemerne. Jeg begyndte at sidde skævt og padle skævt og uden rytme. Sveden haglede ned i øjnene, og jeg turde ikke tørre dem. Turen tilbage blev en dårlig oplevelse. Entreen i havnen og landingen ved broen gik i fin stil. Stor stor fremgang.

Hvad gik så galt denne gang. Afstanden til pedalerne var vist lidt stor. 5.hul beregnet fra stævnen. Næste gang skulle den længere tilbage.

Ugen efter var vejret godt, og overspringshandlingerne havde taget lidt overhånd siden turen, så nu skulle det være. Desværre var det ikke helt så stille vejr som hjemme i gårdspladsen. Pedalerne blev rykket frem til 7.hul.
Nanna kunne ikke lide at sejle i havnen, så jeg sprang øvelserne over. Vi sejlede direkte ud i indløbet og blev mødt med en del bølgegang. Jeg følte mig bestemt ikke tryg i kajak. Jeg slap med skrækken. Vi roede i fin stil langs stranden og videre langs kysten. Det gik bare godt selv om den lille nervøsitet stadig nagede og tittede frem en gang i mellem. Vi vendte snuden hjemad og oplevede modvind. Der måtte kæmpes lidt og bølgerne var lidt heftigere. For en erfaren var der sikkert ingen bølger. Flere steder kom vi ind i bølgeserieren som virkelig flyttede rundt med kajakken og hofterne måtte danse lidt tango. Det gik også godt. Bølgerne i indsejlingen var ikke mindre fra denne side, men oplevedes nu ikke som noget problem. Et eller andet havde rykket sig under turen. Til sidst endte jeg i en lidt akavet stilling igen. Pedalerne skal nok en tand længere tilbage. 8.hul. Vi sejlede i meget fin stil ind til broen på hver sin side. Her sad vi så i hver sin kajak og nød, at vi havde sejlet denne formiddag. Det er svært at komme hjemmefra, men det var det værd. Nu er modet på kajak for opadgående.  

Fortsættes

 

 

 

 

Ny epoke

Den fuldstændige hjælpeløshed ved kæntringen i havnens indsejling og havkajakkens meget levende opførsel var ikke noget som jeg bare lige rystede af mig.

Da foråret nærmede sig og Nanna med lys i øjnene begyndte at snakke om at komme i kajak, følte jeg bestemt ikke det samme. Tværtimod.

Vi har stor glæde af at deles om oplevelserne. Det er gået rimeligt hidtil. Det eneste vi ikke deles om, er at vandre i bjergene. Det er for fysisk krævende for Nannas led.
Jeg ville ikke gå glip af, at vi kunne kajakke sammen. Måske vi skulle prøve noget andet end fjorden, havkajak og klubliv?
Vi fandt et par turkajakker i den blå avis til en rimelig pris. Dem har vi nu købt.

I annoncen stod, at de var meget manøvredygtige. Det passer fint med, at vi meget glade for åer. De er flade i bunden og ret brede. Jeg vil meget gerne fotografere og bruge min kikkert på ture. Det må være en fordel med den ro en flad bund kan give. Til gengæld er det nok skidt med søgang. Kajakken vil følge vandets overflade fuldt ud i modsætning til havkajakken.

Nu venter vi på lunere vande - så skal vi ud på Stubbergård sø og se på fugle. 

Ny epoke for alvor

Vi fik sejlet nogle ture på søen. Jeg holdt mig tæt til bredden og den mindste søgang gjorde mig nervøs. Pludselig skete der noget. Jeg slappede af i underkroppen og lod kajakken følge vandets bevægelser. Jeg var helt rolig. En af gangene gik mit styresystem i stykker. Så padlede jeg da bare uden. Det var sjovt, men der var for meget sidedrift pga. vinden. Jeg skråede tværs over søen for at vende om. En helt ny fornemmelse ikke at være afhængig af en kort afstand til bredden.

Næste sommer vil vi holde kajakferie. Jeg glæder mig vildt.
I næste uge skal jeg have et nyt rorsystem. Så er jeg klar.

Kajakferie
Ja det var meningen. Jeg byggede et "stillads" på vores trailer, så kajakkerne kunne transporteres sikkert, samtidig med at de var nemme at tage af. Vi udpegede området ved Fyns hoved som mål. 

Det viste sig, at være fantastisk område til kajak.

 

 

Vi tog lidt småture langs kysten. Jeg var slet ikke klar. Hvor træls. Det giver ingen mening. Alligevel fik vi sejlet nogle meget flotte ture. En af dagene kom vi ind i nogle ubehagelige rullebølger fra siden. Pludselig slappede min underkrop af igen, så kajakken fulgte bølgernes bevægelser. Fedt. Nu var jeg klar.

 

I min overmod planlagde jeg nu en kajaktur fra fastlandet til Mandø. Vi købte for en ordens skyld svømmeveste.
Planen var at vi skulle overnatte (ulovligt) ved Mandø ebbevej på fastlandet. Om morgenen kl.5-6 skulle vi sejle med tidevandet over mod øen. Da vi ankom sen aften, blev vi budt velkommen af kraftig vestenvind med regn i samt kulde. I det fjerne kunne vi skimte konturerne af Mandø. Piv.

Vi valgte at køre over til campingpladsen på Mandø og blot sejle om øen. Det var meget flot, men en skidt oplevelse. Skrækken sad stadig i kroppen. Heldigvis afsluttede vi turen med kraftig modvind og lidt bølgetoppe. Det var ikke noget problem. Faktisk sjovt.

 

Endnu en gang forfra:

2014
Angsten for at kæntre er den største fjende i mod at kunne padle kajak. Man skal slappe af i hofterne og følge kajakkens bevægelser med bølgerne. Uvist af hvilken grund satte jeg mig nu i kajakken med overbevisningen, at jeg ikke kæntrer. Først i det stille vand og senere i mere levende vand. Jeg kunne pludselig se mig om efter Nanna uden angst for at kæntre. Jeg kunne sidde og snakke samtidig med at kajakken fulgte bølgernes bevægelse under mig.

Nu skal det bare vedligeholdes og opdyrkes. Det næste bliver balanceøvelser og kæntringsøvelser. Det er jo ikke alle steder, vi kan gå i land ved en svagt skrånende kyst. 

Der er bestemt et nyt lys forude i 2015. Så kan jeg skrive om oplevelser i stedet for angst.

2015
Sommeren 2015 ventede længe med at komme. I den sene sommer kom kajakkerne i. Lige til en start nagede den gamle ubehag, men den forsvandt. Nu skal der bare padles kilometer efter kilometer, så tror jeg, vi er sejlende.

Næste kapitel bliver en fortælling om en tur. Jubiii.

 

Opdateret 15/08/2015

Besøg  
087487