Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Forside

Et liv i det fri kan forme sig på mange måder.


Liv og død

Med alderen bliver døden en del af livet. Den ældre generation begynder "naturligt" at gå bort. Det er hver gang hårdt. Den person er en del af ens liv og den del forsvinder uigenkaldeligt med døden. Men det er livets gang - generationer følger generationer.

Det var straks værre da min lillebror fik kræft i spiserør og mavesæk. Han havde altid pralt af, at hans indre var galvaniseret, hvorfor det ikke betød noget, at han drak og røg i store mængder. Det betød noget.
Han fik bortopereret en del af mavesækken og et stykke af spiserøret. Det var en hård tid for ham rent fysisk. Jeg ringede og snakkede længe med ham hver weekend. Efter en relativ god periode viste det sig, at kræften havde bredt sig. Han døde.

Det er hårdt når forældregenerationen dør, men det er virkeligt hårdt, når ens bror dør. Den person man er vokset op sammen med - den person man altid kunne trække på uanset hvad - osv. Jeg følte mig meget alene. Lidt urimeligt da jeg både har en far, den dejligste kone og 3 gode børn. Desuden har jeg en ven som kun få har. Han er tæt på at være en bror. Han og jeg har fulgtes siden 4.klasse, hvor vi faldt i hak på en spejdertur.

Alligevel følte jeg mig alene. Det var ikke meningen at ens lillebror bare skulle forsvinde ud af livet. Det har efterladt et evigt tomrum.

Året efter døde min fætter af leverkræft. Den person som beskyttede mig og hjalp mig, da min familie flyttede fra Nordsjælland til Sønderjylland. Da jeg hørte, at han lå på Tønder sygehus og ikke havde langt igen, gik der panik i mig. Jeg havde aldrig fået sagt tak for al den hjælp og støtte. Det kunne man jo altid få gjort. Nu hastede det. Jeg småsnød mig ind på sygehuset. Jeg kan ikke huske historien, men de lukkede ikke uden videre venner og bekendte ind, så jeg blev nødt til at bluffe. Heldigvis kendte hans veninde mig, så hun ødelagde ikke noget. Jeg sad ved fætters dødsleje i et par timer og afsluttede med at tage fat i ham, så han åbnede øjnene og kiggede opmærksomt, så jeg kunne sige tak for alt. Det lettede.

Jeg havde stået disse år igennem uden store psykiske virkninger, syntes jeg. Dog begyndte en fornemmelse af, at jeg havde kræft. Det var tydeligt at mærke i mavesækken. Sidenhen var der også symptomer i spiserøret. Jeg var bange. Jeg ville ikke dø af kræft. Det begyndte også at gøre ondt i underlivet. Det var ren elendighed. I den periode skrev jeg nedenstående:

At vente

Smerten - ja smerte er måske et stort ord - jeg vælger irritationen. Irritationen startede i det små. Knap en bemærkning værd. Det fik den heller ikke. En mand på 50 år har vel lov til at føle en ikke normal følelse omkring blærehalskirtlen? Da jeg endelig efter 2 års ”tagen mig sammen” besluttede mig for at se alle sandheder i øjnene, var det udløst af Christians og Zenitas præsentation af DR.DK’s hjemmeside som lod os beregne vores levealder. At gå til læge regelmæssigt havde stor indflydelse på levealderen. 

Smerten har været tiltagende, både som smerte og i udbredelse. Den har også næsten været forsvundet.

Samtidig har jeg haft sur mave med sure opstød og ondt i hals og mave. Det er måske en følge af mine bekymringer angående blæren? Det mener lægen vist. Usandsynligt er det ikke. Den konstante smerte bekymrer mig meget. Kurt, John og Carl er død inden for de sidste par år af kræft.

Jeg er helt klar over, at mit humør ikke er som det plejer. Smerten og angsten plager. Jeg vil ikke dø nu. Min kone er for ung og mine børn for små.  Jeg har altid drømt om en lang alderdom sammen med min elskede Nanna. Jeg kan slet ikke forestille mig en af os alene - i en alderdom.

Endelig blev jeg sendt til nærmere undersøgelse på sygehuset. CT-skanning, urindyrknig, blodprøve og kikkertundersøgelse af urinveje og blære. Ved kikkertundersøgelsen fulgte jeg med på en skærm. De fandt en flerarmet udvækst! Åh nej - kræft. Der blev udtaget en vævsprøve og udvæksten blev brændt væk af laser. Ventetiden til svaret på vævsprøven, gav god tid til at indstille sig på det værst tænkelige. Det viste sig at være en godartet polyp. Pu-ha hvor det lettede.

Det næste års tid gik jeg til jævnlige kikkertundersøgelser, som hver gang viste det samme. Smerterne fortsatte og blev endog værre. Da jeg så sidst på foråret tissede rent blod, blev det nok. Jeg skrev en liste over symptomer, som de fik ved kikkertundersøgelsen. Da lægen læste den, blev jeg omgående indstillet til genudredning. Desværre var det umiddelbart før sommerferien, så den kunne først sættes i værk til august.

I september viste blodprøven et forhøjet PSA-tal. En indikation på kræft i blærehalskirtlen. Der stod i journalen, at der ikke var blevet målt på dette tidligere. Det undrede mig. Der blev taget en blodprøve året før. Den figurerede ikke i hospitalets journal. Jeg fandt den i mit lægehus' journal. Den viste også et forhøjet PSA-tal (dog ikke så højt som nu, men alligevel i kategorien: kritisk). Hospitalet havde glemt at kigge på prøven. Et års forsinkelse og større udbredelse af kræften.

Hele efteråret gik med undersøgelser om problemets omfang. Kræften havde tilsyneladende ikke bredt sig ud af blærehalskirtlen. Til gengæld viste ti ud af ti vævsprøver fra denne kræft!

En sygeplejerske undrede sig over, så uberørt jeg var af meddelelsen. Jeg sagde, jeg hele tiden havde fornemmelsen af at have kræft og havde været igennem tankerne.

Det var store ord - for store.

I foråret gik jeg til strålebehandling i to måneder. Det medførte, at jeg skulle køre de 40 km til Herning alle hverdage uanset vejr og føre. Der var snestorm flere gange, men beskeden var entydig. Jeg skulle køre, og hvis jeg så kørte galt, kunne jeg ringe derfra. Jeg ved ikke om det var den udmelding eller noget andet, men noget ændrede sig. Jeg begyndte at tænke på det værste udfald. 

I starten var jeg trist ved tanken om, jeg skulle herfra. Sidenhen ændrede det sig til at "rydde op", så jeg kunne undværes. Jeg begyndte at instruere i ting som ellers var mit arbejdsområde. Eks. optænding af fyr, at bore i vægge osv.
Turen til Herning var ved at udvikle sig til en ubehagelig ting. Jeg havde lyst til at køre bilen frontalt ind i lastbiler undervejs. Jeg var bange for, at jeg ville gøre det, hver gang jeg mødte en lastbil. Det fortalte jeg ikke Nanna. Hvis hun vidste det, ville hun være bange hver dag.  

I skrivende stund har den trang ikke vist sig i meget lang tid. Det er forhåbentlig ovre. Jeg havde ikke lyst til at dø, men alligevel trang til en handling som ville medføre døden. Mærkeligt. Måske burde jeg have opsøgt en psykolog alligevel.

Fornemmelser af ensomhed meldte sig også. Uanset mit lille men tætte sociale netværk forsvandt dette i mit sind. Jeg var ensom. Jeg overvejede om andre kunne støtte mig. Alle de gamle var i mit sind væk. Måske de nye kontakter i forbindelse med min BMW motorcykel ville støtte. Det ville de helt sikkert.
Igen fuldstændig irrationelle tanker.

Erfaringen fra min "manglende" blodprøve ødelagde min tillid til systemet. Journalindsigt er meget vigtig. Jeg bad om journalindsigt flere år tilbage og vil have den hver gang fremover.

Da min udredning var til ende, blev det som skrevet til strålebehandling men derudover hormonbehandling i form af antiandrogen = hormonal kastration.
I første omgang fik jeg den milde - derefter den hårde i et år. Sidstnævnte kunne medføre evigt tab af seksuel evne. Valget mellem kræft og seksuel evne falder jo kun til en side. Kræften skal dø.
Senere blev risikovurderingen forhøjet til at hormonbehandlingen skulle fortsættes i tre år.

Nu handler siden her oprindeligt om friluftsliv. Det som jeg betragter som "at leve". Hormonbehandlingen medfører øget fedme, mindre muskelmasse, træthed, hedeture mv. Jeg aflyste på stedet vores vandretur i Norge flere år frem.
Jeg vil ikke acceptere forfaldet. Det skal bekæmpes. Nanna og jeg meldte os ind i et styrketræningscenter. Der trænes mindst tre gange om ugen.

Der er et kæmpebehov. Perioden med strålebehandling og efterfølgende hormonbehandling sænkede konditionen og styrken voldsomt.

Jeg har altid drømt om at komme til Nord Kap. Stedet er egentligt ligegyldigt, men rejsen i gennem de smukke og spændende landskaber kombineret med vegetationsændringerne nordpå er spændende.

Når man pludselig møder kræften, indses at drømme skal leves, mens man lever.
Jeg var sikker på, at jeg levede sådan, men det gjorde jeg ikke.

Kendere sagde, at der skal bruge tre uger, hvis vi skal få et vist udbytte af turen til Nord Kap. Vores tre unger ville med og tre uger sammen kunne ikke arrangeres.
Jeg foreslog (nærmest i kådhed), at vi alle i stedet skulle bestige Norges (og nordeuropas) højeste bjerg Galthøpiggen. Det var alle med på!!!!!

Hele familien gik prompte i træning til turen i fitnesscentre og i naturen. Det er godt at have et mål. Det var egentlig ret deprimerende. Konditionen og styrken var meget dårlig, og det gik næsten ikke fremad.

Da jeg i februar skulle have min skulle have min hormonindsprøjtning fik jeg at vide, at det var den sidste. Jeg var overrasket og forvirret. Lægen i Herning havde sagt hormonbehandling i 3 år. Der var kun gået 1 år. Jeg søgte i journalerne. Der stod intet om varigheden. Jeg kontaktede Århus. De bekræftede at kombinationen af en kraftig strålebehandling og efterfølgende hormonbehandling burde gøre at kræften var borte.

Jeg var forvirret. Så forvirret at jeg bad om endnu et halvt års hormonbehandling. Det blev bevilliget. Da jeg skulle møde til næste hormonindsprøjtning, var jeg nået frem til, at den ville jeg ikke have. Lægen kom uopfordret med en forklaring om min længerevarende hormonbehandling pga. kræftens perifere placering. Da jeg erklærede at jeg ikke ønskede sprøjten, var han mere end samarbejdsvillig. Han klappede næsten i hænderne. ?????

Det var en meget svær beslutning. Tænk hvis kræften lige havde overlevet ved for tidligt ophør. Da jeg trådte ud af hospitalsdøren faldt en solstråle lige på mig på trods af totalt overskyet. Det var den rigtige beslutning. Jeg svævede. 

Nu skulle jeg genvinde min gamle styrke og blive mand igen.

Det er tilsyneladende en langvarig proces. Nu her en uge før rejsen er jeg stadig i tvivl om min fysik er stærk nok.

Efter rejsen

Galthøpiggen er en udfordring. Vi kom for sent i gang med opstigningen pga. problemer med Visakort. Det gik meget stille og stabilt opad. Ved den næstsidste top stoppede vi og overvejede situationen. Kunne vi både op og ned inden det blev mørkt? Det ville være fatalt, hvis mørket kom, mens vi var på bjerget.

Jeg talte for en nedstigning. De store børn (Aske og Sara) ville gennemføre. De fik tilladelse (hvis man kan sige det om myndige børn). Det var en hård tørn ned. Det var også hårdt at vente på de store, mens lyset langsomt blev svagere. De gennemførte det!!!

Første kontrol efter behandlingsophør

I løbet af sommeren og efteråret blev jeg stærkere og fik en bedre kondition. En dag fik jeg pludselig lyst til at løbe i skoven igen. Det var år siden, at jeg havde haft lyst til det.

Det var en forløsning. Naturens lyde, løbets rytme osv. Den fede meditationstilstand kunne fornemmes.

I ugerne inden den første kontrol efter behandlingens ophør, var jeg decideret bange.

Hvis kræften stadig var i live- hvad så? En næste behandling! Lægerne sagde, at jeg havde fået stråling nok til resten af mit liv. Hvad var så det næste? Frysebehandling? Bortskæring? 
Uanset - ville mine drømme om fremgang og et normalt liv briste.

Lægen spurgte: hvordan har du det?

Jeg svarede: hvad er mit PSA-tal?

Lægen smilede og svarede: det er det samme som for et år siden.

Jeg svarede: jeg har det godt.

Efter en lille snak om sexuel formåen tilbød han recept på Viagra. Den skal tages en time før sex. Jeg måtte grine (og græde). Planlagt sex er ikke min stil. Den måtte kun tages en gang om dagen. Jeg grinede igen. Hvis alt dette var planlagt, var der bestemt ikke grund til to piller. Kærlighed? Spontanitet?

Fremtid

Års træning under behandlingen skal fortsætte. Jeg kan mærke en ny styrke og nye mål. Nu skal der vandres i bjerge, sejles i kajak, løbes osv. Det er livet. 

SEX og prostatakræft

I årene før konstateret kræft var der en faldende følsomhed og en deraf følgende faldende evne til orgasme. Jeg har ingen anelse om det har noget med det at gøre.

Der blev konstateret kræft i prostata og behandlingen var strålebehandling og hormonal kastration. Jeg var meget ked af det sidste. Sex er en gave.
Behandlingen medførte endnu større lyst til sex og i første omgang større evner end i mange år. Som biolog og dermed med et vist kendskab var jeg ret målløs. Jeg spurgte til det. Lægerne har ikke kunnet svare endnu.

I maj nægtede jeg at få hormonsprøjten. Stille og roligt forsvandt sex lysten. I teorien burde det have været modsat.

En bekendt med det samme behandlingsforløb udtaler, at det tager mere end et år, at komme tilbage igen.

pt oplever jeg at lysten (som hele tiden har været der) er svagt stigende. Der er håb.  

________________________________________________________________________

Status 6 år efter behandlingen:

Det gik ikke så hurtigt, at komme oven på.  Mit fysiske overskud er først begyndt at indfinde sig nu. Det har været en lang kamp. Min MTB har reddet mig. Man kan cykle stille og til tider give den gas. Efterhånden kan jeg give den gas i længere tid. 

Psyken har ændret sig. Jeg er blevet meget hårdere. Siger ja til de ting som betyder mest for mig, men nej til ting, som dikteres af andres forventninger om, hvad man bør. Hvis et samvær med nære venner kolliderer med en fest for min gamle klasse, bliver det vennerne. De er en del af mit liv. De andre er fortid.

Jeg går stadig til kontrol. Det er betryggende, men medfører altid nervøsitet på dagen.

Der er afgjort rejsningsproblemer. Lægen tager det meget seriøst. Vi har afprøvet VIAGRA i pilleform og en temmelig smertelig sprøjte. Ingen virkning.
Nu tilbydes oven i købet operation. Jeg tror, at jeg tager imod tilbuddet.

Jeg tog imod tilbuddet om indoperation af kunstige svulmelegemer med pumpe i pungen. Jeg sidder på kanten af stolen og skriver, da pungen er kæmpe stor. Den er fyldt med væske. Det er temmelig smertefuldt. Selve operationen foregik i fuld narkose og uden problemer.

                                       

 Det har været en smertefuld omgang. 1,5 måned efter operationen tog lægen endelig trykket af kalorius. Indtil da har jeg kun kunnet passe to par bukser. De skulle være temmelig store for, at bulen ikke var for markant.

Nu har vi forsøgt, at få den aktiveret flere gange. Det gør ondt. Vævet skal nok vænne sig til det. Jeg prøver med jævne mellemrum og har et håb om, at det hjælper. 

 

 

  

 

 

  

 

 

Opdateret 17/06/2015

Besøg  
090501